Bakteriefyldt kloakvand i hanerne på en familierestaurant er ikke en god blanding.
Derfor krævede myndighederne, at McDonalds på Københavnsvej i Køge skulle lukke, da det 15. januar blev konstateret, at drikkevandet i det område, hvor restauranten ligger, var forurenet.
Alligevel langede McDonalds mad over disken til sultne gæster i otte timer efter, at forbuddet var trådt i kraft. Det var først, da en borger i området tilkaldte politiet, at restauranten blev lukket.
Ifølge Kaj Johansen, der ejer McDonaldsrestauranten på Københavnsvej, skete der en brist i kommunikationen mellem politiet og restauranten. Medarbejderne i restauranten troede, at det var i orden at holde restauranten åben, hvis de hentede frisk brugsvand fra de opstillede vandtanke, ligesom borgerne gjorde.
»Vi har handlet i god tro. Da politiet kommer for at lukke restauranten, lukker vi selvfølgelig med det samme,« siger Kaj Johansen, der har bedt den restaurantchef, der var på arbejde den 15. januar, om en redegørelse om sagen.
Myndighederne har accepteret forklaringen om, at der skete en misforståelse, og at de ansatte på McDonalds ikke havde forstået, at restauranten skulle lukkes med det samme. Derfor slipper McDonalds for en bøde.
Men hvad mener restaurantchefen om, at nogle borgere måske kan være smittet i restauranten?
»Det har jeg det selvfølgelig ikke godt med, men det har været ude af vores hænder. Jeg har også selv spist af den mad, og det har de ansatte også. Og generelt sætter vi fødevaresikkerheden meget højt,« siger Kaj Johansen.
Det forurenede drikkevand i Køge viste sig siden at være forurenet med kloakvand. Ifølge Ingeniøren er cirka 100 familier i det berørte område blevet syge af det forurenede vand.
26 spisesteder blev lukket som følge af forureningen, men en del af dem har fået tilladelse til at åbne igen. McDonaldsrestauranten i Køge er stadig lukket.