Det var tæt på at gå rigtig galt for 70-årige Sir Paul McCartney og hans kone 52-årige Nancy Shevell, da de fløj i helikopter hjem til deres landsted i East Sussex en regnfuld aften i maj måned.
Deres 55-årige pilot mistede nemlig orienteringen på grund af lavt-hængende skyer og lav sigtbarhed, da han skulle lande helikopteren på landingpladsen foran parrets hjem.
Han fik med nød og næppe styret udenom en gruppe træer, men var nødt til at lægge maksimalt pres på motoren, hvilket i sig selv kan være en farlig manøvre, og situationen var sekunder fra at ende i et potentielt fatal flystyrt. Det slår den engelske havari-kommission fast i en ny rapport ifølge den engelske avis Daily Mail.
Piloten landede efterfølgende sikkert på en landingsbane i nærheden, og det er endnu uvist, om hændelsen - der karakteriseres som 'alvorlig' af den engelske havari-kommission - får konsekvenser for piloten.
Hverken Paul McCartney eller hans hustru har kommenteret episoden indtil videre.
Kilde: Daily Mail