Eks-beatlen Paul McCartney har allerede tjent så mange penge, at han kan lade være med at røre en finger resten af sine dage.
I hvert fald var det da heller ikke på grund af økonomien, at han sagde ja til at optræde ved den store åbningsceremoni i London forud for De Olympiske Lege.
Han fik nemlig kun ét eneste britisk pund for det - hvad der svarer til omkring 10 danske kroner.
- Man bliver ikke betalt for at optræde, i stedet får man billetter til de forskellige discipliner, så de spurgte, hvad jeg gerne ville se, og så sendte jeg dem en lille liste, fortæller Paul McCartney ifølge Female First.
De 10 kroner, han kunne stikke i lommen, fik han af rent kontraktmæssige årsager, men Paul McCartney var bestemt ikke ked af, at der ikke var et højere beløb at hente.
- Jeg er stor fan af atletik, når det er i tv. Så bliver jeg altid hjemme. Så for mig er det rigtig fedt med De Olympiske Lege, fortæller sanglegenden.
Paul McCartney spillede to af sine hits - nemlig "Hey Jude" og "The End" ved åbningsceremonien.
/ritzau/