Den amerikanske republikaner John McCain vil have Ruslands præsident, Vladimir Putin, til at betale en pris for at have blandet sig i det amerikanske valg.
- Vi ved, at Rusland forsøgte at ændre udkommet af vort valg i november. Og det lykkedes ikke, siger han til CBS.
- Men der var virkelig sofistikerede forsøg. Indtil nu har de ikke betalt noget som helst for det.
i fredags mødtes USA's præsident, Donald Trump, med Putin i Hamburg, og her spurgte Trump ifølge talsmænd ind til sagen, hvor Rusland beskyldes for at have blandet sig i det amerikanske valg.
Putin afviste at have gjort noget, men McCain tror ikke på den russiske præsident.
- Hvis du var Vladimir Putin, som jeg over årene er kommet til at kende, så sidder du nu dér og er i bogstaveligste forstand sluppet afsted med at prøve at ændre valgresultatet af ikke blot vores valg. Der er det franske valg. De forsøgte at vælte regeringen i Montenegro, et dejligt lille land, siger McCain.
- Og der har bare ikke været nogen straf.
Udtalelsen i CBS-programmet "Face the Nation" kommer samtidig med, at præsident Trump har udsendt flere meldinger på Twitter, hvor han siger, at det nu er tid til at bevæge sig fremad med Rusland.
- Jeg har allerede sagt min mening. Vi har forhandlet en våbenhvile i dele af Syrien, og den vil redde liv. Nu er tiden kommet, hvor vi skal samarbejde konstruktivt med Rusland, skriver Trump.
McCain siger, at han er enig i, at vi skal fremad, men at Putin stadig skal afkræves en pris for at have blandet sig.
Ellers, siger McCain, vil Putin blive "opmuntret til at gøre det igen".
I en af Trumps tweets hedder det, at han og Putin drøftede, om der kunne dannes en sikkerhedsenhed mod cyberkriminalitet.
McCain griner af denne plan.
- Jeg er sikker på, at Putin vil være til stor hjælp, da det er ham, der står bag hacking.
/ritzau/