Det er tilsyneladende ikke kun Bill Clinton, som holder af kvindelige praktikanter, der vil frem i verden.
Republikanernes 71-årige præsidentkandidat John McCain er også kendt for at have et godt øje til selv unge kvinder, og det er nok engang kommet til udtryk.
McCain har således hyret Miss South
Carolina, den 21-årige Ashley Zais, til rollen som intern koordinator i kampagnehovedkvarteret, hvor hun skal stå i spidsen for samtlige praktikanter i hans kampagne.
Veldrejede Ashley Zais mødte McCain sidste år, da han gav et foredrag på South Carolinas Newberry College, hvor hendes far - en tidligere general i den amerikanske hær - er bestyrelsesformand.
McCain er tidligere blevet beskyldt for at have en affære med en ung lobbyist på 35 år ved navn Vicky Iseman. McCain har afvist rygterne som et forsøg på at sværte ham til op til præsidentvalget og siger, at hans ægteskab med 53-årige Cindy Mccain aldrig har været bedre.
Cindy McCain er i øvrigt tidligere vinder af skønhedskonkurrencen Miss Rodeo.