Michael Maze skal spille op til sit allerbedste, når han mandag aften møder japanske Jun Mizutani i en kamp, der gælder en plads i kvartfinalerne ved OL.
Men faktisk gemmer danskeren også på et taktisk kneb, som han vil tage i brug mod den tredjeseedede japaner.
- Jeg skal spille op til mit bedste, og så har jeg lidt taktisk på ham, som jeg forhåbentligt kan udføre, siger Michael Maze og fortæller lidt om sine tanker.
- Jeg synes, at hans forhånd er god, men den er ikke dræbende.
- Han er utrolig boldsikker - måske den bedste i verden - og jeg vil blive sendt på en del løbeture, så derfor er det vigtigt, at jeg får ham til at lave nogle fejl. Det kan jeg ved at stresse hans forhåndsside, forklarer Michael Maze.
Danskeren er alligevel bange for at afsløre alt for meget, da hans tanker i teorien kan nå at blive oversat til japansk forud for aftenens kamp, der spilles mellem klokken 20 og 22.
Maze har mødt sin kommende modstander flere gange og har haft blandede oplevelser med Mizutani.
- Jeg mødte ham for nogle måneder siden og tabte 0-4, men jeg har også slået ham før min skade. Han er selvfølgelig god og en af favoritterne, siger Maze.
Danskeren, der har været plaget af skader igennem to år, er rejst til OL i London med en målsætning om at levere sit bedste og se, hvad det rækker til.
I sin første kamp slog han Kalinikos Kreanga fra Grækenland med 4-1 - en sejr, der faktisk var Michael Mazes første nogensinde i singlerækken ved OL. Det lykkedes dog at vinde bronze ved OL i Athen i 2004 sammen med Finn Tugwell i double.
/ritzau/