Sæsonens helt store overraskelse i superligaen, AC Horsens, forstærker sig med talentet Marc Maze.
AC Horsens har
skrevet en toårig kontrakt med 19-årige Marc Maze, der starter i klubben fra sommeren
2008. Maze spiller i dag for Grenå IF i
Danmarksserien. Marc Maze er lillebror til bordtennisspilleren Michael Maze.
- Marc Maze er en ung, lovende spiller, der virkelige brænder
for at spille fodbold og det vægter vi meget højt hos AC Horsens. Han har en
utrolig god indgang til tingene og jeg er sikker på, at han vil få det optimale
ud af sit talent. Han har en rimelig god fysik og en aggressiv spillestil, der
passer godt til os, siger cheftræner Kent Nielsen i en pressemedelelse.
Både Kent Nielsen
og sportschef Jesper Hansen har længe haft den unge spiller i kikkerten og har derfor et godt kendskab til Maze, der både kan spille
venstre back og venstre kant. Han trænede med AC Horsens i efterårsferien og de
har også set ham i aktion for Grenå IF.
- Maze virker som en spændende
spiller og vi har respekt for, at han først skal gøre sin uddannelse færdig. Det
gør han til sommer, hvorefter han tiltræder hos os. Vi har gode erfaringer med
Hessel Gods Fodboldkostskole og glæder os til at se Marc Maze i klubben, siger
Jesper Hansen.
Marc Maze ser frem til at begynde i AC Horsens.
- AC Horsens virker som
den rigtige klub for mig og i efterårsferien fik jeg et godt indtryk af truppen.
Jeg glæder mig til at arbejde med Kent Nielsen igen, for han er en god træner og
jeg vil arbejde hårdt for på sigt at gøre mig gældende på venstre back, som er
min foretrukne plads, siger Marc Maze.