Det holdt rigtig hårdt for det danske bordtennislandshold, da Spanien i går blev besejret 3-2 ved VM i Kina. Men i dag bliver det langt sværere, når Michael Maze, Finn Tugwell og debutanten Kasper Sternberg her til morgen skal op i mod Hong Kongs stærke herrer.
»Nu er vi i gang, og vi har alle prøvet at vinde en kamp. Det vil bare være en bonus, hvis vi slår Hong Kong, for de er bedre end Singapore. Det kræver, at vi alle rammer dagen, og så skal der stadig et mindre miraket til,« siger Michael Maze over telefonen fra Guangzhou.
Går efter trediepladsen
Danmark tabte den første puljekamp til Singapore, og meget tyder foreløbig på, at Singapore og Hong Kong sætter sig på første- og andenpladsen i den seks hold store pulje. Men trediepladsen giver også mulighed for at gå videre i turneringen, og her har Danmark ifølge Maze en pæn chance efter sejren over Spanien, hvor Michael Maze vandt begge sine kampe og Finn Tugwell vandt den ene af sine to.
»Det er den plads, vi skal sætte os på, og der tog vi et skridt i dag (i går, red.) ved at slå spanierne. Vi er nogenlunde på niveau med Grækenland, Hviderusland og Spanien og kommer nok til at slå hinanden lidt indbyrdes, og så må vi se, hvor langt det rækker,« siger Michael Maze.
De danske kvinder tabte i går den tredie kamp på stribe ved VM-slutrunden, da Estland blev for stor en mundfuld. I dag venter England.