Mays brexitnederlag lægger dæmper på aktiemarkederne
Det japanske aktiemarked er en smule trykket efter tirsdagens afstemning i Underhuset om Mays brexitplan.

De asiatiske finansmarkeder reagerer moderat på tirsdagens afstemning i det britiske parlament om premierminister Theresa Mays plan for Storbritanniens udtræden af EU.

May led et tordnende nederlag, og det fik oppositionslederen Jeremy Corbyn fra Labour til at stille forslag om en mistillidsafstemning til Mays regering.

Afstemningen ventes at finde sted omkring klokken 20 dansk tid. Forinden er der i Underhuset en debat, som begynder klokken 14.

Mays knusende nederlag kan betyde, at Storbritannien forlader EU den 29. marts uden en aftale, men iagttagere nævner også muligheden for, at beslutningen om at forlade EU kan blive taget op til genovervejelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det japanske aktiemarked ligger ved middagstid til et fald på 0,7 procent, mens det australske aktieindeks stiger 0,2 procent.

- Parlamentsvalg plejer at udløse salg på finansmarkederne på grund af den usikkerhed, der ligger i et valg, men den britiske situation er mere indviklet end et normalt valg, siger økonom Stephanie Kelly fra Aberdeen Standard Investments in Edinburgh til Reuters.

Hun forventer, at det britiske pund vil svinge frem og tilbage, indtil resultatet af onsdagens mistillidsafstemning er kendt.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News