Den britiske regering har overlevet en afstemning om at ændre regeringens strategi for handelspolitikken efter briternes exit fra EU, det såkaldte brexit. Det skriver BBC.
Pro-EU konservative medlemmer af det britiske parlament havde fremsat forslaget i parlamentet. Det gik ud på at få Storbritannien med i toldunionen, hvis ikke der bliver forhandlet en frihandelsaftale på plads med EU.
Det blev til en snæver afvisning af forslaget med 307 nej-stemmer til 301 ja-stemmer.
Den britiske premierminister, Theresa May, er modstander af forslaget, fordi et medlemskab af toldunionen ifølge hende vil forhindre Storbritannien i at indgå internationale handelsaftaler med eksempelvis USA.
Sejrens sødme er dog iblandet en vis bitterhed for den britiske premierminister. Hun indkasserer samtidig et nederlag i parlamentet i et mindre spørgsmål i handelspolitikken, der omhandler regulering af medicin efter brexit.
Et flertal af medlemmerne af det britiske parlament har her stemt for, at lade Storbritannien forblive i det europæiske netværk for regulering af lægemidler.
Mandag og tirsdag har det britiske parlament diskuteret regeringens hvidbog, en rapport der blev udgivet af regeringen tidligere på måneden for at oplyse om den overordnede strategi for brexit.
Underhuset har diskuteret strategien for told og handel efter brexit, som både EU-skeptikere og EU-tilhængere har forsøgt at ændre.
Mandag forsøgte Theresa May at komme EU-skeptiske kræfter i hendes eget parti i møde ved at acceptere fire ændringer i hvidbogen om told.
Ændringerne skal understrege, at inddrivelsen af told og skat med EU skal være gensidig.
Den britiske regerings hvidbog har skabt stort internt drama hos de konservative i den britiske regering.
To af Mays vigtige ministre valgte at forlade regeringen i protest mod planen.
De to ministre, som ville have et "hårdt brexit" med et klart brud med EU, var David Davis, der som brexitminister stod for forhandlingerne med EU.
Den anden var Boris Johnson, der var udenrigsminister og en af de mest markante fortalere for EU-modstanderne.
/ritzau/