Den britiske premierminister, Theresa May, advarer om "mere splittelse og usikkerhed" for Storbritannien, hvis parlamentet stemmer imod brexitaftalen i næste måned.
Det siger hun i et radioprogram på BBC fredag, hvor lytterne kan ringe ind og stille spørgsmål.
Hun afviser at svare på et spørgsmål om, hvorvidt hun vil træde tilbage, hvis parlamentet vender tommelfingeren nedad.
- Det handler ikke om mig. Jeg er fokuseret på at sikre, at vi får denne aftale i hus, siger May.
- Hvis denne aftale ikke går igennem, er vi slået tilbage til start.
May afviser endnu en gang, at briterne vil få en ny afstemning om brexit - noget, som mange af de briter, der ønskede at blive i EU, håber på.
På søndag samles EU's ledere til et topmøde om brexit. Op til topmødet har May arbejdet på at udbrede budskabet om brexitaftalen i et forsøg på at vinde de britiske skeptikere over på sin side.
Hun siger i fredagens radioprogram på BBC, at hun vil rejse landet rundt for at forklare briterne, hvad aftalen indebærer.
Den skal godkendes af EU's stats- og regeringschefer på søndagens topmøde og siden igennem afstemninger i det britiske parlament og EU-Parlamentet.
Torsdag sagde Mays talsmand, at hun mener at have de nødvendige stemmer til at få aftalen vedtaget i næste måned.
/ritzau/