May lover ofre for højhus-brand fem millioner pund i støtte

Premierminister May vil afsætte penge til ofrene for onsdagens dødelige brand. De skal bruges på tøj og mad.

Ofrene for en dødelig brand i et højhus i London natten til onsdag bliver nu lovet økonomisk hjælp.

Der vil blive oprettet en fond med omkring fem millioner pund, eller 42 millioner kroner.

Det oplyser Storbritanniens premierminister, Theresa May, i en skriftlig udtalelse.

- Den hjælpepakke, som jeg offentliggør i dag (fredag, red.), skal give ofrene den umiddelbare støtte, de har behov for, så de kan tage sig af dem selv og deres kære, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi vil fortsætte med at se på, hvad der yderligere er behov for at gøre.

Midlerne skal bruges på nødhjælp, mad, tøj og andre udgifter.

Desuden vil ofrene få hjælp til at finde nye hjem og adgang til banker og kontanter, skriver Reuters.

Branden i højhuset med navnet Grenfell Tower har kostet 30 personer livet.

Omkring 70 er desuden fortsat savnet, og myndighederne frygter, at dødstallet vil stige.

Grenfell Tower lå i London-bydelen White City nær Notting Hill og husede omkring 600 personer.

Efter onsdagens tragedie er det kommet frem, at en gruppe beboere gennem flere år har klaget over risiko for brand.

Spændingerne er derfor vokset, og fredag er der demonstrationer foran det lokale rådhus, hvor flere personer skal have forsøgt at trænge ind.

Theresa May har fredag aften mødtes med nogle af ofrene, beboere i området og lokalpolitikere.

Efterfølgende blev hun i al hast ført væk under stor politibevogtning, fortæller en fotograf fra Reuters, som befandt sig på stedet.

Mens premierministeren forlod området, løb nogle af de utilfredse demonstranter efter bilen og råbte ad hende, tilføjer fotografen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.