Den britiske premierminister, Theresa May, siger, at hun ikke overvejer at træde tilbage, efter at hendes tale på den konservative partikongres blev ødelagt.
- En tilbagetræden er slet ikke et tema her, hedder det i en erklæring fra Downing Street ifølge Sky News.
Premierministerens tale på partikongressen var imødeset med spænding, da hendes autoritet i det konservative parti er svækket efter partiets tilbagegange ved parlamentsvalget i juni.
Men Mays hovedtale blev afbrudt gentagne gange, da premierministeren fik voldsomme hosteanfald.
Desuden blev hun afbrudt af en komiker, som havde skaffet sig adgang til landsmødet og nåede helt op til Mays talerstol, hvor han overrakte hende en P45-formular - en seddel som folk modtager, når de bliver fyret.
- Boris sagde, at jeg skulle give dig den, sagde han med henvisning til udenrigsminister Boris Johnson, da han blev ført ud af salen af flere vagter.
Johnson opfattes som en rival til May, og der fremsættes mange spekulationer om relationerne mellem dem. Op til landsmødet var May ifølge mange kommentatorer forsøgt underløbet af Johnson.
Det forstyrrede også Mays tale, at bogstaverne på skiltet bag hende på et tidspunkt faldt ned foran de snurrende kameraer.
- Storbritanniens regerende konservative parti må bevare det kølige overblik, sagde erhvervsminister Greg Clark efter talen.
Ifølge BBC diskuterede nogle medlemmer af det konservative parti umiddelbart efter talen, hvorvidt May burde træde tilbage.
Andre flokkedes om premierministeren og roste hende for at have udvist "mod og stil" ved at insistere på at gennemføre den timelange tale trods uheld og afbrydelser.
- Der var en stærk følelse af varme fra tilhørerne, som ombølgede premierministeren efter talen, sagde Greg Clark til Sky News.
May understregede i sin tale, at den britiske regering forbereder sig på "enhver situation" i forhandlingerne om brexit. Også at der ikke bliver nogen aftale med EU.
Men hendes afsnit om brexit i talen afslørede intet nyt om den britiske regerings tilgang til EU-skilsmissen.
Den skal være en realitet i marts 2019, og forhandlingerne er dårligt nok kommet i gang.
/ritzau/Reuters