Tennisstjernen Rafael Nadal er blevet nødt til at melde afbud til sit længe ventede comeback i en opvisningsturnering mellem jul og nytår i Abu Dhabi.
Det er en mavevirus, der tvinger den 26-årige spanier til et afbud.
- Jeg er meget skuffet over, at jeg ikke er i stand til at spille med i år i Abu Dhabi, siger Nadal i en pressemeddelelse.
- Jeg var ellers meget spændt på at komme tilbage og spille, og jeg har altid nydt at deltage i denne turnering, fastslår spanieren, der de seneste måneder har meldt afbud til OL, US Open og Davis Cup-finalen på grund af en knæskade.
- Min behandling er gået godt, og mit knæ har det godt. Jeg så virkelig frem til at skulle spille.
- Uheldigvis har lægerne sagt til mig, at min krop har brug for hvile for at bekæmpe mavevirussen, forklarer Rafael Nadal.
Rafael Nadal indtager i øjeblikket en placering som nummer fire på verdensranglisten.
Opvisningsturneringen i Abu Dhabi er trods Nadals afbud godt besat. Turneringen har deltagelse af den forsvarende mester, verdens nummer et, Novak Djokovic, samt Andy Murray, David Ferrer, Janko Tipsarevic og Tomas Berdych.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.