Man behøver ikke være god til matematik for at regne ud, at 00 eller -3 ikke er gode nok karakterer til at bestå faget. De betyder nemlig dumpet, og sådan en karakter blev givet, hver 10. gang en student blev vurderet i matematik sidste år.
Dermed er matematik det fag, som allerflest ikke lever op til kravene i. Det viser nye tal på baggrund af studenterbeviserne i 2012, som Uni-C har trukket til metroXpress.
I skriftlig matematik på B-niveau på det almene gymnasium står det endnu værre til. Her er det hver femte elev, der dumper.
Formanden for matematiklærerne på det almene gymnasium og hf, Morten Olesen, forklarer fagets høje dumpeprocent med, at langt flere unge tager en gymnasieuddannelse nu, og flere af dem er tvunget til at have matematik.
Derudover kræver faget noget særligt af eleverne.
- Det, vi laver i februar, er afhængigt af det, som vi lavede i november, for man kan ikke for eksempel løse en differentialligning, hvis man ikke har lært at differentiere.
- Derfor bliver man let tabt i matematik, hvis man springer et par måneder over, siger Morten Olesen til metroXpress.
Det er langtfra godt nok, at så stor en del af de danske gymnasielever dumper, mener både eksperter og dansk erhvervsliv, som skal ansætte dem en dag.
- Jeg er meget bekymret over den høje dumpeprocent i matematik, for vi ved, at matematikkendskab er afgørende for at gennemføre studierne bagefter - ligegyldigt hvad man læser.
- Men også bare som almindelig borger er det vigtigt at kunne procent- og brøkregning, siger Charlotte Rønhof, der er forskningspolitisk chef i Dansk Industri, til metroXpress.
Med gymnasiereformen i 2005 blev matematik et obligatorisk fag for alle elever, og dumpeprocenten skød også i vejret.
Men nu er den ved at stabilisere sig - og derfor er tid til at reagere på den, siger Lena Lindenskov, der er ekspert i matematikkens didaktik på Institut for Uddannelse og Pædagogik, DPU, Aarhus Universitet.
- Det er et problem for et fag år efter år at være en af institutionens største fiaskoer.
- Dumpeprocenten er jo ikke bare et tal, men udtryk for, at nogle elever ikke har lært så meget. Det er et samfundsmæssigt spild, og tiden er inde til at handle og gøre en systematisk indsats, mener Lena Lindenskov.
/ritzau/