Man fristes til at sige, at alt er ved det gamle i Italien.
Skandalesager har præget italiensk fodbold hele sommeren og vil være et ømtåleligt emne i støvlelandet langt ind i den forestående Serie A-sæson, der begynder i dag.
Der er i de seneste måneder oprullet adskillige sager om matchfixing, og den største af sagerne har ramt de forsvarende mestre fra Juventus.
Cheftræner Antonio Conte er blevet idømt 10 måneders karantæne for at være involveret i snyd som Siena-træner i foråret 2011.
Det italienske fodboldforbund har netop behandlet ankesagen og stadfæstet karantænen. Conte har appelleret sagen til den italienske olympiske komité (Coni).
- Fodboldforbundets dom bekræfter vores værste mistanke. I mange måneder har jeg observeret sagen med vantro og en voksende følelse af chok over et sportsligt juridisk system, der mere minder om en heksejagt, mener klubpræsident i Juventus, Andrea Agnelli.
I det italienske fodboldforbund ryster dommerpanelets medlem Piero Sandulli på hovedet og pointerer, at Conte var heldig med ikke at få en karantæne på tre år.
- Heldet består i, at den ene af de to anklager til allersidst blev taget ud, og var det ikke sket, havde Conte stået til tre år for sportsligt bedrageri, siger Sandulli til Radio Capital.
Conte blev frikendt i den ene af to angiveligt fixede Siena-kampe fra 2011, hvor han var træner for holdet, men i den anden af de pågældende kampe blev han kendt skyldig på baggrund af en tidligere Siena-spillers forklaring i retten.
- Det er grunden til, at karantænen blev stadfæstet. I kampen mellem Novara og Siena virkede det ulogisk, at en så rutineret træner som Conte i omklædningsrummet skulle sige, at "vi spiller denne kamp uafgjort", siger Sandulli.
Fiorentina åbner i dag Serie A hjemme mod Udinese, mens Juventus tager imod Parma senere i aften. Milan tager imod Sampdoria søndag, hvor resten af premiererunden afvikles.
/ritzau/