Matas har fået medhold i, at Normal har vildledt kunderne i forhold til markedspriserne. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Normal sammenlignede sine egne priser med priser, som de oplyste i øvrigt var gældende på markedet (”markedspris”). Men de kunne ikke dokumentere, at de priser, de brugte i sammenligningen, faktisk var markedsprisen, og sammenligningen var derfor vildledende, står der i pressemeddelelsen.
Normal har oplyst, at virksomheden tager Forbrugerombudsmandens afgørelse til efterretning og vil indrette sin fremtidige markedsføring i overensstemmelse med afgørelsen.
Normal må heller ikke benytte vendingen ”fast lav underpris”, med mindre dokumentationen for markedsprisen er på plads.
Kunne ikke finde beviser
Sagen begyndte, da Forbrugerombudsmanden modtog en klage over en række besparelser, som butikskæden lovede forbrugerne, står der i pressemeddelelsen.
Forbrugerombudsmanden bad derefter Normal om dokumentation for de prisundersøgelser, som virksomheden lagde til grund for besparelserne. Den dokumentation, som Normal kunne fremlægge, opfyldte ikke markedsføringslovens krav.
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, siger i pressemeddelelsen:
- Prissammenligning i markedsføring kan være helt i orden, men det er vigtigt, at sammenligningen er korrekt, relevant og i øvrigt kan dokumenteres. Ellers bliver forbrugerne jo vildledt, når de skal beslutte, hvor de vil købe deres varer.
- Det er vildledende overfor forbrugerne, hvis en butik markedsfører sine produkter som billigere end konkurrenternes på et udokumenteret sammenligningsgrundlag. Det udsætter samtidig de virksomheder, der sælger de samme produkter, for en unfair konkurrence, siger Christina Toftegaard Nielsen.
Ifølge markedsføringslovens § 3 må virksomheder ikke anvende vildledende eller urigtige oplysninger eller udelade væsentlige informationer i markedsføringen, hvis det er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes økonomiske adfærd på markedet.
Alle angivelser om faktiske forhold skal kunne dokumenteres.
Kilde: Forbrugerombudsmanden