Hun er kendt og elsket som hele Danmarks Agnes fra "Matador", men Kirsten Olesen spænder vidt.
Og det mangler bestemt ikke med tilbud til den i dag 76-årige skuespiller.
I 2023 var det slut med at være en del af ensemblet på Det Kongelige Teater, men siden har Kirsten Olesen haft masser af jobs i kalenderen.
Lige nu er den dygtige skuespiller super aktuel i "Madklubben: Hjemme igen", der netop har haft storstilet premiere i Imperial biografen i København.
- Jeg har da aldrig haft så travlt, siger Kirsten Olesen til kendte.dk og afslører, at hendes liv som freelance-skuespiller bestemt ikke er lediggang.
- Jeg har lavet utroligt meget teater, siden jeg forlod Det Kgl. Teater, og så denne her film, og fremadrettet er der mere teater i kalenderen, forklarer Matador-legenden til mediet.
Et af de næste jobs byder netop på en teaterrolle, når Kirsten Olesen skal medvirke i forestillingen "Renæssance" på Nørrebro Teater.
Lige efter jul begynder Kirsten Olesen prøverne til den nye forestilling, der får urpremiere 14. februar 2026.