Salling er udsat for en regulær shitstorm på Trustpilot. Her regner dårlige anmeldelser ned over detailgiganten.
Kritikken skyldes, at webshoppen ikke kan følge med folks bestillinger i webshoppen.
Det har affødt beskeder som ”Amatøragtigt” og ”bondefangeri” fra vrede kunder på Trustpilot. Det skriver Berlingske.
Klagerne kommer som følge af de efterfølgende forsinkelser på de købte varer.
- Fuldstændigt uacceptabelt og amatøragtigt – handler ikke hos Salling mere, skriver ”carsten”, der lige som flere andre straffer Salling med en enkelt stjerne ud af fem i sin anmeldelse.
Salling: Lever bestemt ikke op til ønskede niveau
Hos Salling erkender man, at der er massive problemer med deres webshop og indrømmer, at det ikke lever op til varehusets egne forventninger.
Salling har ikke svaret på telefonopkald, men skriver ifølge Berlingske i en mail, at:
- Vi har fået overvældende mange ordrer på Salling.dk og har derfor ekstraordinært juletravlt. Vi løber så hurtigt, vi overhovedet kan og har indsat ekstra biler for at sikre, at varer bestilt i rette tid når ud inden jul, skriver Lars Højgaard, der er ansvarlig for Salling.dk, og fortsætter:
- Desværre har vi i nogle tilfælde måtte melde udsolgt, efter ordren er lagt. Derfor har vi personligt ringet rundt til de få kunder, som er ramt af det og har i langt de fleste tilfælde i samråd med kunden fundet en anden løsning.
- Det er selvfølgelig meget beklageligt, og det lever bestemt ikke op til vores ønskede serviceniveau.
Ekspert: Meget overraskende
I nogle tilfælde er gaverne ikke engang kommet frem endnu. Det kan derfor være vanskeligt at nå inden jul. Det betyder, at mange børn formentligt gå skuffede i seng juleaften.
Salling har ellers et rigtig godt image. Derfor overrasker forsinkelserne også Bruno Christensen, der er ekspert i detailhandel:
- Det stemmer bestemt ikke overens med det image og den forretningsgang, Salling gerne vil stå for. Vi taler om en af de mest hæderlige aktører i dansk detailhandel. Så det overrasker mig, at de havner i sådan en sag. Det er en plet, de vil arbejde hårdt på at vaske væk, siger Bruno Christensen ifølge Berlingske.
Flere kunder skulle ifølge avisen have modtaget tilbud om kompensation.