Den helt store sparekniv er fundet frem i landets kommuner. Fyringsrunderne i kommunerne ser ud til at blive langt mere omfattende, end hvad man ellers har regnet med, skriver Politiken. Ikke mindst landets rådhuse må holde for.
I en rundspørge, som Politiken Research har foretaget, svarer 97 procent af de 46 borgmestre, der har deltaget, at fyringer indgår i de budgetter, de har lagt for næste år, og som skal afleveres på fredag.
"Denne øvelse er historisk massiv. Man har hele tiden været klar over, at den voldsomme opbremsning kommer til at koste. Arbejdet skal klares af færre folk, og det gør rigtig rigtig ondt mange steder," siger formanden for KL, Jan Trøjborg (S), der vurderer, at 5.000 står til at miste jobbet.
Indenrigsminister Bertel Haarder (V) undrer sig over kommunernes fyringstrang og siger, at kommunerne har det samme antal medarbejdere til rådighed næste år som i år.
"Aftalen med regeringen er, at kommunerne har det samme antal ansatte i 2011. Men altså: Vi kan jo ikke først bebrejde dem, at de har store overskridelser, og derefter bebrejde dem, at de bringer sig på den sikre side igen," siger han.
Når det nu er det administrative personale på rådhusene, der står for skud, så vurderer ph.d. ved Anvendt KommunalForskning Kurt Houlberg, at blandt andet effektiviseringerne fra kommunalreformen nu viser sig, og så kan der samtidig være den årsag, at borgerne reagerer mindre voldsomt over for administrative nedskæringer.