Trusler, vold og konflikter er ikke en sjældenhed for de ansatte på danske specialskoler. Over halvdelen af lærerne oplever at blive slået af en elev mindst en gang i løbet af et skoleår. For pædagogerne gælder det tre ud af fire.
Det skriver Jyllands-Posten.
For flere af pædagogerne og pædagogmedhjælperne sker volden fra eleverne ugentligt. Det viser en undersøgelse af arbejdsmiljøet blandt 796 ansatte på 19 specialskoler.
På skolerne går der blandt andre elever, som på grund af en ADHD-diagnose ikke kan gå i en almindelig folkeskoleklasse.
- Det er meget overraskende, at omfanget af vold og trusler er så stort på skolerne, siger cand.psych. og ph.d. Lars Peter Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Regionshospitalet i Herning.
- Ved et tilfælde blev vi opmærksomme på, at det kunne være en god idé at undersøge arbejdsmiljøet på skolerne, og faktisk er omfanget af vold større her end i både Kriminalforsorgen, i psykiatrien og i ældreplejen, tilføjer han.
Han står sammen med tre andre forskere bag undersøgelsen, der er foretaget fra 2010 til 2012.
Tallene bekymrer Benny Andersen, der er formand for Socialpædagogernes Landsforbund. Forbundets medlemmer tæller blandt andre pædagoger på specialskoler.
- Det er et voldsomt højt tal. Det kommer bag på mig, at det er så højt, og man bliver nødt til at undersøge nærmere, om det for eksempel skyldes manglende ressourcer, så der ikke er personale til at være to voksne til at håndtere en konflikt med en elev, siger han til Jyllands-Posten.