Nogle jubler og finder kælkene frem. Andre bander og finder sneskraberen frem. Men sikkert er det, at årets første rigtige store snefald rammer mange steder i landet.
Ifølge DMI er der i nat og i morgen onsdag risiko for kraftigt snefald lokalt flere steder i landet. Og selv om Danmark er et lille land, så er der store regionale forskelle på, hvor sneen vil falde. Således oplyser DMI, at det er især i det nordøstlige Jylland, Nord- og Vestsjælland og Lolland og Falster samt hovedstadsområdet, mens det sydvestlige Danmark måske helt slipper i denne omgang.
Selv om 15 cm. sne – som der tales om – lyder af meget, så kommer der ikke til at ligge så mange centimeter sne. Jordoverfladen er stadig lun, så meget smelter, også fordi temperaturen svinger mellem frysepunktet og 2 graders varme.
Men mange steder vil det ligge og pryde landskabet, og med bidende nattefrost, så er der god chance for, at det kan ligge der en del af ugen, og allerede søndag ventes et nyt og større snevejr at ramme landet.