Ledige kæmper stadig med næb og klør for at komme indenfor på det pressede, danske arbejdsmarked, men nu ser det ud til, at der er håb forude.
Novo Nordisk venter nemlig i gennemsnit en årlig vækst i den danske medarbejderstab på 500 mand om året, skriver Jyllands-Posten.
- Hvis vi siger, at vi i dag har 35.000 ansatte, vil vi om 10 år være 55.000 - det er nok et konservativt bud, lyder den friske udmelding fra den globale personaledirektør i Novo Nordisk, Lars Christian Larsen.
Det er ikke kun Novo Nordisk, der forventer at øge medarbejderstaben. Hele sundhedsindustrien forventer at levere masser af arbejdspladser det kommende år, både i ind- og udland.
- Der vil absolut komme flere danske arbejdspladser fra den kant. Det er brancher, hvor lønnen fylder en meget lille del af prisen for varen - det meste af udviklingen og forskning - så derfor betyder det mere for dem, at de har samlet forskningen og udviklingen og ledelsen i Danmark, siger Lars Møller Pedersen, aktiestrateg i Jyske Bank.
I Lundbeck er man mere påpasselig, men forventer dog alligevel, at tyngden bliver i Danmark. På hovedkontoret i København er de i dag lige så mange, som de var tidligere.