Flere vognmænd i Nordsjælland kan nu vente sig en kulegravning af deres skatteforhold. Det sker efter Skat i Nordsjælland sammen med Høje-Taastrup Kommune og Københavns Vestegns Politi tirsdag gennemførte en større aktion mod vognmandsbranchen.
182 personer blev der talt med under aktionen, og af dem skal 29 undersøges for sort arbejde, fordi de ikke var registreret som skatteydere. 30 fik sociale ydelser fra det offentlige trods deres job, og 57 selvstændige erhvervsdrivene får kontrolleret deres registreringsforhold yderligere, fordi man konstaterede, at en række af dem fik løn, uden at der var indeholdt A-skat.
I alt kan 64 procent se frem til at få undersøgt deres skattesager nærmere.
"Vi har haft vores fogeder med på aktionen. Og de har i løbet af dagen fået nedbragt gælden til det offentlige med omkring 1,2 millioner kroner," siger Gert Hansen, tovholder på aktionen.
Ifølge skatteminister Troels Lund Poulsen (V) vil Skat følge op på aktionen:
"Aktionen afslører desværre, at der er massive problemer i vognmandsbranchen. Det ligner nærmest et forbryderkatalog med både socialt bedrageri, illegal arbejdskraft og sort arbejde. Jeg vil kraftigt opfordre brancheorganisationerne til at få ryddet op i deres vognpark, og vognmændene er lige rykket op i Skats rampelys. Her er varmt at være, og vi kommer igen," siger skatteministeren.
Ved aktionen anholdt Københavns Vestegns Politi desuden 17 personer med udenlandsk herkomst for at fastlægge deres oprindelse. Ni blev dog løsladt efterfølgende, mens resten sigtes for at arbejde ulovligt eller have opholdt sig ulovligt i Danmark.