En amerikansk radiostation fyrede tirsdag hele sit populære morgenshow på 10 personer efter en skandale-konkurrence, hvor en deltager døde.
Deltageren, den 28-årige Jennifer Strange, der var mor til tre, skulle drikke så meget vand som muligt for at vinde en Nintendo Wii-spillemaskine. Ifølge vidner drak hun op mod 7,5 liter vand. Det var nok til at resultere i vandforgiftning, og fredag blev hun fundet død i sit hjem.
Radioprogrammet ’Morning Rave’ stod bag programmet, og selvom det er et af Californiens hovedstad, Sacramentos, mest populære morgenshows, fyrede radiostationen tirsdag alle medarbejdere lige fra værter til medhjælpere.
»Med øjeblikkelig virkning er ’Morning Rave’ aflyst, og 10 personer er ikke længere på stationen,« siger stationens vicepræsident, John Geary, til NBC.
Programmet havde kørt i fem år, men kritikken af vandkonkurrencen blev for voldsom for vicepræsidenten.
Radiostationen kan sandsynligvis også se frem til sagsanlæg. Deltagerne blev godt nok bedt om at underskrive en erklæring om, at deltagerne havde ansvaret for eventuelle uheld inden konkurrencen. Men de blev ikke advaret om, at det faktisk kan være farligt at drikke for meget vand. Desuden ringede en sygeplejerske ind under programmet og advarede om vandforgiftning, uden at radiostationen gjorde noget.
»Erklæringen er uden betydning. Den slags ansvarsfraskrivelser handler om farer ved en aktivitet. Ingen drikker et glas vand og tænker: ’Dette kan slå mig ihjel’,« siger advokat Timothy O’Conner til NBC.
Selvom Jennifer Strange drak mere end syv liter vand, blev hun kun nummer to og vandt ikke den attraktive spillekonsol til sine børn. Vinderen overlevede.