Fredag eftermiddag samledes omkring 150 personer sig til en demonstration til støtte for Ungdomshuset på Gråbrødre Plads i centrum af Odense.
Demonstrationen var lovligt anmeldt, men Odenses Politi hørte i løbet af dagens rygter om en moddemonstration, arrangeret af Odense Casuals.
Derfor valgte de at gå på gaden for at finde ud af, hvad den fodbold- relaterede gruppe havde tænkt sig.
»Vi fik fat på nogle folk på gaden, som vi forklarede, at det ikke var så klogt, det de skulle i gang med,« siger politikommisær Steen Eriksen fra Odense Politi.
Præventiv anholdelse
Politiet fik dog ikke stoppet samtlige medlemmer og sympatisører med Odense Casuals, før de dukkede op på Gråbrødre Plads.
»De begyndte at vise en sådan optræden, at vi valgte at lave en såkaldt præventiv anholdelse,« siger Steen Eriksen.
Den truende optræden bestod blandt andet af råb mod de 150 Ungdomshus- sympatisører. 29 personer blev anholdt, og det drejer sig ifølge politiet om 26 drenge og tre piger i alderen 15 til 18 år.
»Når vi er færdige med registreringen af dem, så bliver de sluppet løs igen. En enkelt er dog sigtet i forhold til våbenloven, fordi han havde et knojern på sig,« siger politikommisær Steen Eriksen, som oplyser, at alt er gået efter bogen.
Demonstrationen til fordel for Ungdomshuset har ifølge Steen Eriksen været den første af slagsen i Odense, som har været forskånet for det ragnarok, der har præget København den seneste uge.