Da søndagens gudtjeneste klokken 14 skulle til at begynde i
Faderhuset på Tæbyvej 3 i Rødovre, trængte omkring 50 unge
cykel-demonstranter ind. Derefter lavede de unge demonstranter hærværk
i Faderhuset.
Ifølge den centrale vagtleder på Københavns
Politigård sidder der nu omkring 50 anholdte unge ved Faderhuset og
afventer at blive transporteret væk. Det er både Rødovre Politi og
Københavns Politi, der har stået for anholdelserne.
»Vi ved endnu
ikke, hvor vi kører dem hen. Der er ikke plads på politigården i
Rødovre, så måske Glostrup, men vi ved det ikke endnu. Det kan også
være at vi sigter dem på stedet, og så lader dem gå,« siger den
centrale vagtleder på Københavns Politigård Preben Jensen.
De unge demonstranter vil blive sigtet for ulovligt indtrængen og hærværk.
Hos
Rødovre Politi var det i skrivende stund så meget travlhed, at det ikke
var muligt at få hverken yderligere oplysninger eller kommentarer.
Der
har senest været hærværk mod en af Faderhusets bygninger på Lolland,
hvor det blev kastet maling og knust ruder. Det var natten til torsdag.
Tidligere er også Faderhusets skole i Rødovre og Faderhusets villa i
Rungsted blevet udsat for hærværk.