Fredag eftermiddag samledes omkring 150 personer sig til en demonstration til støtte for Ungdomshuset på Gråbrødre Plads i centrum af Odense. Demonstrationen var lovligt anmeldt, men Odenses politi hørte i løbet af dagens rygter om en moddemonstration, arrangeret af Odense Casuals. Derfor valgte de at gå på gaden og inde ud af, hvad den fodboldrelaterede gruppe havde tænkt sig.
- Vi fik fat på nogle folk på gaden, som vi forklarede, at det ikke var så klogt, det de skulle i gang med, siger politikommisær Steen Eriksen fra Odense politi.
Politiet fik dog ikke stoppet samtlige medlemmer og sympatisører med Odense Casuals, før de dukkede op på Gråbrødre Plads.
- De begyndte at vise en sådan optræden, at vi valgte at lave en såkaldt præventiv anholdelse, siger Steen Eriksen.
Den truende optræden bestod blandt andet af råb mod de 150 Ungdomshus sympatisører. 29 personer blev anholdt og det drejer sig ifølge politiet om 26 drenge og tre piger i alderen 15 til 18 år.
- Når vi er færdige med registreringen af dem, så bliver de sluppet løs igen. En enkelt er dog sigtet i forhold til våbenloven, fordi han havde et knojern på sig, siger politikommisær Steen Eriksen.
Demonstrationen til fordel får Ungdomshuset har ifølge Steen Eriksen været den første af slagsen i Odense, som ellers helt har været forskånet for det ragnarok, der har præget København den seneste uge.