Irakisk politi og sikkerhedsstyrker leder stadig efter fire bortførte amerikanske sikkerhedsvagter og en australier. I jagten på kidnapperne og deres ofre arresterede politiet natten til søndag 200 formodede oprørere i det sydlige Irak, og søndag blev fangerne vist frem for pressen.
Politistyrkerne havde maskeret deres ansigter under mødet med journalisterne, og de tilfangetagne havde bind for øjnene og var tvunget til at sidde på jorden uden for politistationen i Basra, skriver AP.
En af fangerne havde mistet begge ben ved knæene og sad i kørestol.
De fire amerikanere og australieren har været væk siden torsdag, da deres lastvognskonvoj blev angrebet ved byen Safwan nær grænsen til Kuwait. Den hidtil ukendte gruppe Islamic Companies har taget ansvaret for kidnapningerne.