En kvinde endte med sorteper, da en pose med en maskinpistol gik på omgang blandt bekendte i København.
I december sidste år bad en bekendt - en 26-årig mand fra Brønshøj - hende om at opbevare en pose, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Kvinden valgte ikke at kigge i den. Først senere fandt hun ud af, at der var en maskinpistol i posen, og da turde hun ikke kontakte politiet.
Kvinden fik et år og tre måneders fængsel ved Retten i Glostrup, hvoraf det ene år blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Den 26-årige mand fortalte i retten, at han ikke kendte til posen indhold, og at han havde fået den af andre bekendte. Den forklaring troede dommeren dog ikke på, og han fik halvandet års ubetinget fængsel.
Maskinpistolen blev opdaget tilfældigt den 10. maj i år under en ransagning af kvindens lejlighed i Hvidovre i en anden sag.
Kvinden ankede dommen på stedet, mens manden overvejer at anke dommen. Han er fortsat varetægtsfængslet.
Begge blev dømt for ulovlig våbenbesiddelse.
/ritzau/