Kronprinsesse Mary bliver hovedtaler ved dettes års Copenhagen Pride-show den 22. august.
Det oplyser Copenhagen Pride til TV 2 Lorry.
- Det er et stærkt signal, som viser, at i Danmark er vi forenede fra høj til lav i vores samfund i bestræbelsen på, at alle skal være trygge og vide, at de er skattede medlemmer af vores samfund, siger forperson for Copenhagen Pride, Lars Henriksen.
- Det må alt andet lige være sværere for familier ikke at acceptere, når deres søn eller datter springer ud, når kongehuset er ude at sige, at det her har deres respekt og accept, siger han til TV 2 Lorry.
Den klassiske Copenhagen Pride-parade er på grund af coronavirus i år aflyst. I stedet markeres priden blandt andet med et tv-show, der sendes fra klokken 19.45 til 21.45 på TV 2 Lorrys kanal og på tv2lorry.dk. Og det er her kronprinsessen vil fremføre sin tale.
Det er ikke første gang, at kronprinsessen drysser kongeligt støv udover pride-arrangementer. I 2019 blev det offentliggjort, at kronprinsesse Mary bliver protektor for regnbuearrangementet Copenhagen 2021, som blandt andet tæller Worldpride og Eurogames.
Det er første gang nogensinde, at en kongelig person stiller sig i spidsen for et stort internationalt LGBT+-arrangement.
- Kronprinsessen tager en aktiv interesse i vores arbejde med eventen, og vi er meget glade for hendes støtte. Hun er med til at mainstreame LGBT+-sagen, og det kan kun gavne os, siger Lars Henriksen til TV 2 Lorry.
Udover tv-showet markeres pride-ugen med 100 arrangementer om menneskerettigheder på Rådhuspladsen fra den 17. til den 23. august.