Kommer dronning Margrethe på Facebook, skal kronprinsesse Mary putte billeder af sine børn på Instragram og mon kronprins Frederik vil opdatere om #livetsomkronprins på Twitter?
Det er nok tvivlsomt – men sikkert er det, at kongehuset nu har ansat den tidligere P3-vært Frederik Linde til jobbet som digital kommunikationsmedarbejder.
Det er Frederik Linde selv, der i fagbladet Journalisten gør opmærksom på, at han skifter fra sin nuværende stilling på DR Aktuelt til kongehuset den 15. april.
I stillingsopslaget, som har været offentligt siden januar måned, hed det sig, at kongehuset søgte en medarbejder, der skulle have særligt fokus på kongehusets hjemmeside og på 'øvrige elektroniske aktiviteter'.
Den rette mand eller kvinde til jobbet skulle desuden have 'relevant journalistisk/kommunikationsfaglig uddannelse' og have 'arbejdet professionelt med sociale medier'.
Og nu kunne det altså tyde på, at den nye mand i jobbet, Frederik Linde, skal være med til at sprede nyt om kongehusets medlemmer - ikke bare på kongehuset.dk, men også på sociale medier.
Frederik Linde har ifølge BT tidligere været vært på ’Sommermorgen’ på P3 og journalist på ’Aftenshowet’.