Da kronprinsesse Mary med sine to børn Christian og Isabella mandag landede i Australien til en ti dage lang ferie hos familien, medbragte den royale trekløver hele 18 kufferter.
Men nu viser det sig alligevel, at den lille famile ikke havde husket at få alt med hjemmefra.
Tirsdag hoppede Mary derfor ind i sin grå Audi-firehjulstrækker for selv at køre hen til det lokale apotek. Eller næsten da.
For under hele den korte shoppetur var Mary godt flankeret af både det tasmanske politi og sine danske bodyguards - samt en masse pressefolk, naturligvis. Det skriver den australske avis Mercury.
Da kronprinsessen kom ud fra apoteket, kunne de mange journalister og fotografer så se, at indkøbet såmænd omhandlede fornødenheder til de små royale numser:
I sine hænder havde kronprinsessen to pakker bleer i de betænksomme farver, en lyserød og en lyseblå.