En glad Kronprins Frederik kunne lørdag middag fortælle, at Kronprinsesse Mary har født.
"Hun har født to velskabte børn. En dreng først og en pige derefter," sagde Kronprinsen på Rigshospitalet.
Kronprins Frederik, der nu er far til fire, kunne fortælle, at tvillingerne blev født omkring kl. 10.30 med en halv times interval.
"Mor og barn har det efter omstændighederne godt. Så det er med ro i sindet, at jeg står her," sagde kronprinsen.
Drengen måler 47 centimeter og pigen 46 centimeter.
"Drengen vejede 2674 gram, mens pigen vejede 2585 gram, tror jeg nok, det var," sagde kronprinsen, der strålede af lykke og lettelse.
"De har det godt. Tvillingerne har givet lyd fra sig. Det er det vigtigste for mig," sagde han.
Omkring den hverdag, der nu venter familien, sagde han:
"Nu tager vi fat på det en dag ad gangen. Vi har to blebørn, så der er en til hver hånd," sagde Kronprins Frederik.
Han har talt med sin mor, Dronning Margrethe, efter fødslen.
"Hun blev totalt glad," fortalte kronprinsen.