Af Thomas Fink, indland@avisen.dk
Kronprinsesse Mary har sneget sig ind i australiernes hjerter og er nu mere populær end australiernes eget kongehus, de britiske royale.
Mary-effekten har fået flere og flere til at vinke med det danske flag og færre med det britiske. Desuden truer hendes popularitet med at svække republikanerne i parlamentet, der kæmper for at få en præsident som statsoverhoved i stedet for en monark som i dag.
Det mener den danske ambassade i Australien.
»Republikanerne føler sig truet af prinsesse Mary. Hun er nemlig så populær i Australien, at det har fornyet interessen i monarkiet. Australierne er blevet meget mere kongedømme-venlige. Man kan meget vel forestille sig, at tendensen mod en republik er ved at tone ud,« mener den danske generalkonsul i Australien, Jørgen Møllegård.
Australien er som en del af det britiske Commonwealth stadig underlagt den britiske dronning Elizabeth II som deres statsoverhoved. Noget tyder dog på, at det unge og moderne danske kongehus trækker flere folk end den aldrende britiske kongefamilie.
Ifølge Catharine Lymby, professor i mediestudier ved University of Sydney, er australierne nemlig mere interesseret i Danmarks Frederik og Mary end deres egne royale.
»Mange australiere ser prins Charles som en klumset, elitær og ufølsom personlighed. Han repræsenterer en gammeldags, patriarkalsk prins. Kronprins Frederik opfattes helt anderledes som en jordnær, følsom, sympatisk og ligetil fyr. Og han er åbenlys forelsket i prinsesse Mary. Han er den moderne udgave af en prins, og hans rolle skaber plads til, at Mary kan fungere som en moderne prinsesse. Hun formår at fremstå som en prinsesse involveret i alt fra mode til velgørenhed og samtidig med familielivet som førsteprioritet.«Charles ikke attraktiv
Den australske samfundsforsker Mark McCrindle mener også, at det britiske kongehus lider under manglende interesse.
»En stor del af den australske befolkning er mere eller mindre ligeglade med dronning Elizabeths besøg i dag. Der er en manglende sympati for det britiske kongehus, som har været præget af skandaler gengivet i de australske medier. For de fleste australiere er tanken om at få prins Charles som konge ikke særligt attraktiv.«
Australierne har et meget blødere punkt for Mary, som stammer fra Tasmanien. Det fortæller de gerne til den danske generalkonsul i Australien.
»Jeg hører ofte folk sige: Hvorfor kan vi ikke få Mary som dronning i Australien? Det ved de selvfølgelig godt, at de ikke kan, men det er alligevel noget, de taler meget om. De vil meget gerne have en populær dronning,« siger Jørgen Møllegaard.