Et australsk kræfthospital har til ære for kronprinsesse Mary skriftet navn til 'Crown Princess Mary Cancer Centre'
I forbindelse med kronprinseparrets besøg i Marys hjemland Australien skiftede kræfthospitalet Westmead Cancer Care Centre i Sydney i dag, mandag, navn til 'Crown Princess Mary Cancer Centre Westmead', skriver Dagens Medicin.
Selve navngivningen har været hemmeligholdt til det allersidste, og i det officielle mandagsprogram for kronprinseparrets besøg i Australien står kun, at kronprinsessen 'besøger og afslører mindeplade for navngivning af centret'.
Det australske hospital behandler årligt cirka 5.000 nye kræftpatienter, og det har i en årrække haft et tæt samarbejde med folk i det danske sundhedsvæsen.
Overlæge Frede Donskov, onkologisk afdeling på Aaarhus Universitetshospital, er én af de danske onkologer, der har arbejdet på 'Crown Princess Mary Cancer Centre Westmead'.
Han deltog i navngivningsceremonien, der fandt sted klokken 15 lokal tid, og han mener, at det australske sundhedsvæsen er bedre til at tackler kræftsygdomme.
"De betragter kræft som en akut sygdom. Der er fokus på forebyggelse, tidlig opsporing og fokuseret multidisciplinær behandling," siger Frede Donskov til Dagens Medicin.
Kilde: Dagens Medicin