Man kan ikke sætte en pris på værdien af, at kronprinsesse Mary rejser jorden rundt og promoverer Danmark. Altså, næsten ikke...
Da Mary og Frede var i New York for nogle år siden, brugte den vordende dronning 16.362,50 danske skattekroner til at omdanne et hotelværelse til sin egen private frisørsalon, skriver Ekstra Bladet.
Mary skulle direkte fra et arrangement til gallafest, men havde ikke mulighed for at nå hjem til sit hotel. Derfor besluttede hun sig for at leje et hotelværelse og hyre kendisfrisøren Rene Friis til at ordne hendes hår på hotellet.
Hotelregningen endte på 10.062,50 kroner, mens Rene Friis forlangte 6.300 kroner for at ordne den royale hårpragt. Til den pris fik Mary til gengæld så meget frisør, at tre andre kvinder kunne få ordnet håret bagefter - deriblandt hofdame Caroline Heering.
Ifølge Billed-Bladet var frisørbesøget dog en succes, for det royale ugeblad kunne bagefter skrive, at "kronprinsessen strålede igennem med sit forrygende glamour-look," og at hun "var smukkere end nogensinde."
Kilde: Ekstra Bladet