Den danske landsholdsspiller Martin Jørgensen scorede det afgørende mål, da Fiorentina søndag vandt 2-1 over Livorno i den bedste italienske række, Serie A.
Med sit tredje sæsonmål bragte Martin Jørgensen Fiorentina foran 2-1 med blot otte minutter igen og blev dermed matchvinder for sin italienske klub.
Martin Jørgensens klubkammerat Per Krøldrup fik de sidste tyve minutter på banen for hjemmeholdet, mens Martin Bergvold, der netop er skiftet fra FC København, fik debut for Livorno efter en times spil. Det lykkedes dog ikke den unge dansker at ændre på resultatet.
Med sejren er Fiorentina så småt ved at lægge afstand til nedrykningsstregen. Holdet har nu 22 point, seks point mere end Messina, der ligger på den forkerte side af stregen.
Søndagen bød også på hjemmesejr til Milan, som hjemme på San Siro vandt 1-0 over et kriseramt Parma-mandskab. Roma, som er nærmeste forfølger til topholdet Inter, vandt ligeledes deres kamp på hjemmebane over Siena 1-0.