Godt gået, Martin. Sejt!
Sådan har Martin Petersens naboer og genboer på Onsholtvej i Viby, Aarhus, reageret efter hans snarrådigt sammen med sin mor - formentlig - fik stoppet en serie af indbrud.
Områdets kælderrum og en nærliggende byggeplads har den seneste tid kunne tælle indbrud i håndfulde, men da Martin natten til torsdag kunne høre puslen i kælderen under ham, tog han affære, skriver Aarhus Stiftstidende.
Sammen med sin mor sneg den unge mand sig ud af lejligheden og ned i kælderskakten.
Her listede han stille døren op. Og ganske rigtigt. Inde i kælderen sad en mand på hug og var i gang med at bryde ind i et kælderrum.
I stedet for at råbe manden an, listede Martin døren i igen, sendte sin mor om til kælderens anden indgang, og mens de holdt hver sin dør lukket, ringede Martin til politiet.
Ti minutter senere kunne en politibetjent spørge en travlt optaget indbrudstyv, hvad han lavede.
- Jeg har fået flere henvendelser på Facebook, fra andre der bor her, som har sagt, at det er godt gået, at det er sejt og modigt, at vi fangede ham. Nu håber vi selvfølgelig bare, at det er ham, der også har begået de andre indbrud, så vi slipper for mere ballade, siger Martin Petersen til avisen.