Martin Brygmann bryder nu en personlig regel og udtaler sig indgående omkring sit personlige liv.
Det sker efter den voldsomme omtale af et kommende DR-program, der angiveligt handler om sexisme i musikbranchen og bliver sendt i den kommende uge.
Martin Brygmann har uden held forsøgt at få programmet stoppet og tager nu i stedet til genmæle i et langt opslag på Facebook.
- Efter at have arbejdet med underholdning i 35 år, kender jeg godt til mediebranchen. Men jeg er alligevel overrasket over, hvor voldsomt der skrues op og vinkles, for at sikre seere og klik. Jeg ved også godt, at flere dokumentarprogrammer har fået voldsom kritik for at bryde pressens egne regler, men at det kunne være så manipulerende, er jeg virkelig rystet over, skriver Martin Brygmann.
Skuespilleren slutter det lange indlæg med en opfordring.
- Hvis der er nogen, jeg har mødt på min vej, som har følt, at jeg har været grænseoverskridende overfor dem, må I meget gerne skrive til mig på martin@martinbrygmann.eu. For det har altid været mit altoverskyggende mål i livet og i mit møde med andre mennesker, at alle skal føle sig godt tilpas...
Den omtalte dokumentar fremgår endnu ikke af DRs programplan, men skulle ifølge flere medier blive sendt på DR allerede mandag.
.