Investorerne kan se tilbage på en mandag, hvor stemningen på aktiebørserne i Europa lagde ud med at være tynget af nyheden om, at Italiens reformvenlige premierminister, Mario Monti, går af når budgettet for næste år er i hus. Bekymringen lettede dog stille og roligt på en nyhedsfattig mandag, hvor udsvingene blandt de største aktier på fondsbørsen i København var meget beherskede.
Flere af de store markeder rettede sig, og nedturen i Milano blev reduceret til et indeksfald på knap 2 pct. På det danske marked, som var præget af intervalhandel, lukkede C20-indekset 0,2 pct. højere i 499,44.
- Stemningen er lidt halvsløj i Europa og Norden. Markedet tager ikke særligt godt imod meldingen om, at Mario Monti trækker sig, og at Berlusconi har udtalt, at han stiller op som kandidat til premierminister. Udover at aktiemarkedet (i Italien, red.) falder, stiger den tiårige, italienske statsrente, sagde rådgiver i Nordea Jesper Bamberger som eksempler på den reaktion, man så på finansmarkedet.
I toppen af det danske eliteindeks endte Vestas og Novozymes med stigninger på henholdsvis 1,3 og 2,0 pct. til kurserne 30,38 og 161,30 - vel at mærke uden større nyheder om nogen af de to selskaber. Modsat lukkede Pandora 2,8 pct. lavere i 127,2 kr. Dermed blev der sat en stopper for en god stime med fremgange de foregående fem dage for en aktie, der har klaret sig godt siden halvårsregnskabet i august.
NunaMinerals steg 16,2 pct. til kurs 219,6. Grønlands politikere vedtog fredag en kontroversiel lov, som åbner for billig udenlandsk arbejdskraft. Loven skal sætte skub i et Grønlandsk mineeventyr.
Mens de danske renter holdt sig tæt på uændret, steg de italienske renter efter meldingen om landets reformvenlige premierminister, Mario Montis, afsked, og Silvio Berlusconi comeback ved næste års parlamentsvalg.
Den tiårige, danske rente lukkede uændret i 0,99 pct., mens den tilsvarende italienske rente steg 29 basispoint til 4,87 pct.
- Helt grundlæggende er dette her, set fra de finansielle markeders synspunkt, en dårlig historie. Mario Monti har skabt ro omkring den økonomiske politik i Italien og har fået gennemført en række tiltag, der har manglet i de seneste år. Han har turdet og magtet at skabe reformer, siger Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank.
Da Mario Monti trådte til den 12. november 2011 var den tiårige, italienske rente på 7,05 pct. Den faldt i løbet af foråret 2012 til 4,78 pct. Og som i det øvrige Sydeuropa faldt de italienske renter, da ECB tilbage i august annoncerede et program for opkøb af statspapirer. Silvio Berlusconi har meddelt, at han mindske de finanspolitiske stramninger, som er blevet gennemført.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk