Mandagens aktiehandel i København var domineret af nyhedsstrømmen fra ét selskab: SAS. Flykoncernen, der i løbet af dagen forhandlede med de enkelte medarbejdergrupper, kunne løbende offentliggøre nye overenskomster og aftaler med de respektive fagforeninger, indtil forløsningen kom sidst på eftermiddagen.
Koncernen kunne ånde lettet op, da aftalen med det danske kabinepersonale - den sidste gruppe på listen - faldt på plads, og spareplanen, der skal holde selskabet på vingerne fremover, står til at blive en realitet. Aktien lukkede i 6,10 kr., hvilket svarede til en stigning på 23,7 pct.
SAS trak Københavns Lufthavn med sig - papiret lukkede 1,1 pct. oppe i 2000 kr.
I toppen af fondsbørsen, lige i hælene på SAS, lå Brøndby IF med en stigning på 20,7 pct., efter at det sportsligt udfordrede fodboldhold søndag tog point mod Esbjerg med en uafgjort. Derudover - og mere investorrelevant - kommer klubben med regnskab på fredag, hvor en ny strategi samtidig ser dagens lys. Brøndby-aktien lukkede i kurs 16,90 kr. per aktie.
ØK, der fik en kurslussing torsdag efter et presset regnskab, klarede sig derimod pænt igennem mandag - aktien steg med 4,7 pct. til 100,5 kr.
Inden for C20-indekset steg Nordea Bank med 3,2 pct. til 51,35 kr., dog uden at have præget nyhedsstrømmen. FLSmidth steg 2,1 pct. til 312,20 kr., og GN Store Nord, der steg med 2,2 pct. til 82,70 kr.
I den modsatte ende af C20 lukkede Vestas 24,20 kr. - 4,2 pct. nede sammen med Chr. Hansen, der faldt 1,0 pct., men herudover lå resten af indekset i plus - den samlede stigning på C20-indekset endte således på 0,6 pct. i indeks 478,52.
Efter fredagens rentefald på de europæiske statsobligationer var mandag præget af en forsigtig risikolyst, der med små, spæde skud er ved at forplante sig i den mørke muld i investorernes sind. Det sendte investorerne i valuta- og aktiemarkederne, mens obligationsmarkederne lå mere stille hen. Det resulterede i rentestigninger i de europæiske obligationsmarkeder, hvor renten på den danske 3-21'er tog et hop på 3 basispoint til 1,095 pct. effektiv rente.
En begivenhedsrig uge er under opsejling med tirsdagens møde i eurogruppen som det vigtigste kardinalpunkt på den makroøkonomiske dagsorden. Grækenland ventes at få endnu en tranche af europæiske hjælpemidler i form af en udbetaling på 50 mia. euro, men omstændighederne er endnu ikke fastlagt.
Renten på den tyske tiårige statsobligation steg mandag 2,5 basispoint til en effektiv rente på 1,36 pct.
I Italien og Spanien tog de tiårige statsobligationer et lille rentehop på cirka 2 basispoint hver til henholdsvis 4,87 pct. og 5,86 pct. i effektiv rente, mens den franske tilsvarende lå uændret med 2,07 pct. i effektiv rente mandag eftermiddag.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk