Det danske aktiemarked fik en god afslutning på ugen, hvor stigninger til selskaber som Vestas, Tryg og Mærsk var med til at løfte C20-indekset 0,2 pct. til 498,76. Trods fremgangen lykkedes det dermed ikke det danske eliteindeks at slutte ugen højere end 500, som det ellers lukkede over både tirsdag og onsdag. På obligationsmarkedet endte renterne fredag uændrede.
Vestas lå ud på fredag eftermiddag til at lukke fladt, men sidst på dagen fik vindmølleaktien luft under vingerne og endte som topscorer i det store indeks efter et plus på 4,8 pct. til 31,95 kr. Det skete uden, at der var decideret nyt fremme om selskabet, men fremgangen kan ifølge en chefhandler Mads Zink fra Danske Bank skyldes, at der venter en spændende periode for selskabet.
- De kommende uger er typisk en periode, hvor der kommer mange ordrer ind. Derudover kan der komme noget om PTC-ordningen inden årets udgang i USA, siger Mads Zink til Ritzau Finans. Han nævner desuden en mulig aftale med japanske Mitsubishi.
A.P. Møller - Mærsk agerede ligeledes trækhest for C20 med en stigning i selskabets B-aktie på 1,3 pct. til 42.240 kr. efter opløftende kinesiske nøgletal og en markant stigning i fragtraterne mellem Asien og Europa for ugen.
Spotraten for containerfragt fra Asien til Europa steg med ikke mindre end 351 dollar for ugen, ifølge SCFI-indekset, til 1350 dollar. Udviklingen skal dog ses i lyset af, at Maersk Line har annonceret en ratestigning på 550 dollar per 15. december, hvilket ifølge en analytiker gjorde stigningen mindre imponerende.
Tryg, der torsdag løftede sløret for sin nye udbyttepolitik, sluttede ligeledes i topfeltet med en stigning på 1,7 pct. til 422 kr.
Imens bød ugens sidste handelsdag på små udsving i de danske renter, som startede dagen med at stige lidt for så siden at falde tilbage nær udgangspunktet. Hen over ugen blev det til en stigning i de danske renter som følge af voksende tiltro til, at det værste er overstået i forhold til den europæiske gældskrise.
Fredagen var præget af fremgangsrige kinesiske nøgletal for aktiviteten i fremstillingsindustrien, hvilket sendte renterne lidt op fra dagens begyndelse. Efterfølgende kom også opløftende tal for aktiviteten i erhvervslivet i eurozonen. At renterne herhjemme dog faldt tilbage igen efter de indledningsvise stigninger skyldes formentlig den store usikkerhed, der hersker om USA, hvor politikerne forsøger at enes for at undgå, at tidligere vedtagne finanspolitiske stramninger får økonomien til at styrte i afgrunden.
Renten på den toneangivende 10-årige statsobligation, 3-21'eren, endte uændret på 1,09 pct..
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk