Der var hug til især defensive aktier torsdag, hvor det toneangivende C20 Cap-indeks steg fra åbningen, men i løbet af dagen faldt tilbage og lukkede i et dyk på 0,4 pct. til 585,77.
Især indekstunge Novo Nordisk-aktie trak ned med et dyk på 1,7 pct. til 998 kr. Med i bunden af C20 var Novozymes, William Demant Holding, Chr. Hansen og Coloplast.
Vestas nåede i løbet af dagen 4 pct. lavere, inden den lukkede i 69,80 kr., svarende til et fald på 1 pct.
Vestas bekræftede onsdag, at det 396 megawatt store Mareña Renovables-projekt i Mexico, hvortil Vestas leverer 132 vindmøller, bliver forsinket "betydeligt".
Lundbeck toppede C20-indekset med en stigning på 2,5 pct. til 115,60 kr. JPMorgan har indledt dækning af Lundbeck-aktien med anbefalingen "overvægt" og et kursmål på 149 kr.
Også A.P. Møller-Mærsk klarede sig pænt i toppen af C20 med et løft på 1,6 pct. til kurs 41.240 for B-aktien. Konglomeratet præsenterer sit regnskab fredag morgen.
Vaccineselskabet Bavarian Nordic er godt tilfreds med årets start og endnu en stor ordre på koppevaccine til USA.
Men Bavarians underskud før skat voksede til 40,6 mio. kr. fra 35,3 mio. kr. , og aktien blev sendt 4,3 pct. ned til 67 kr.
Et andet selskab i biotek/medicinalbranchen, Topotarget, steg til gengæld 4,5 pct. til kurs 3,25, efter at det offentliggjorde nye data for Belinostat.
ØK's regnskab bød igen på valutakurstab fra Venezuelas devaluering og underskud på 303 mio. kr. Aktien faldt 5,3 pct. til 98 kr.
Østjydsk Bank var fortsat presset, efter udskydelsen af kvartalsregnskab på grund af et besøg fra Finanstilsynet. Aktien faldt 7,5 pct. til kurs 98.
Skuffende nøgletal sendte torsdag investorerne tilbage mod sikrere papirer, og det gav mærkbare rentefald i de nordeuropæiske statsobligationer. Dermed gentog mønstret fra onsdag sig.
Den toneangivende 10-årige danske statsobligation med udløb i 2023 sluttede dagen med et rentefald på 4 basispoint til 1,42 pct., og der var lignende bevægelser i renterne i omkringliggende lande som Tyskland, Holland og Sverige, mens rentefaldene var lidt mindre i Italien og Spanien.
Dagen startede ellers roligt, og formiddagens inflations- og handelsbalancetal for eurozonen rykkede ikke for alvor ved de europæiske statsrenter. Der begyndte til gengæld at ske noget, da der kl. 14.30 kom tre nøgletal fra USA, der ikke ligefrem gav investorerne mere risikoappetit.
For det første udviklede det påbegyndte boligbyggeri i USA sig i april langt værre end ventet. Samtidig viste tal for nytilmeldte ledige en skuffende udvikling. Det satte gang i et rentefald, som tog yderligere til, da Philadelphia Fed-indekset ligeledes bød på en skuffelse med et fald i maj til minus 5,2 pct. mod en ventet stigning på 2,0 pct.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk