Novo belastede torsdag det danske eliteindeks med et kursfald på 2,4 pct., og den dødvægt om bord kunne C20 Cap-indekset ikke følge med pæne stigninger hos de europæiske kolleger. Indekset sluttede dagen i 552,03 eller 1,03 pct. lavere end onsdagens slutniveau.
Novo Nordisk aktien faldt til 1002 kr. og landede i bunden af C20-indekset uden egentlige nyheder, men med et strejf af gevinsthjemtagning.
- Jeg er mere overrasket over den stigning, vi har set i aktien, end over faldet i dag, var kommentaren fra chefaktiehandler i danske Bank, Mads Zink.
- Det er måske en reaktion på den seneste tids stigning efter kursfaldet efter Tresiba-meddelelsen fra USA. Da der første gang var rygter om en negativ Tresiba-meddelelse faldt kursen til 860. Nu handler vi over kurs 1000, efter at der faktisk kom en negativ meddelelse, forklarer han.
Ifølge Mads Zink var der allerede torsdag formiddag en stor salgsordre fra Credit Suisse, som nettosolgte 50.000 aktier i Novo Nordisk.
Danske Bank har placerede sig på indeksets næstøverste plads med en kursstigning på 1,8 pct. til 108 kr.
Torsdag bekræftede den svenske storaktionær, Cevian Capital, over for Bloomberg News, at fondens andel af aktier er steget fra 5,07 pct. ved årsskiftet til nu at udgøre "over 9 pct." af kapitalen i Danske Bank, efter at fonden har købt størstedelen af de akter, som den anden storaktionær, Realdania, har solgt.
På øverste plads i indekset sås høreapparatkoncernen WDH med en stigning på 2,8 pct. til 478,70 kr.
Der er heller ikke egentlige nyheder om WDH. Men aktierådgiver i Nordea Jesper Bamberger peger på, at aktien år til dato er blandt de mest faldende, og at prissætningen måske nu lokker udenlandske købere til.
- Det er ikke en ukendt historie, at WDH stiger mellem kvartalsregnskaberne, og det hører også med, at konkurrenten GN Store Nord er steget pænt siden regnskabet, siger Jesper Bamberger.
Blandt sidepapirerne faldt Royal Unibrew 3,1 pct. til 526 kr. som kvittering for det regnskab, bryggeriet serverede torsdag morgen. Her skuffede selskabets forventninger til 2013 en smule.
DFDS hæver sine forventninger til 2013, efter at selskabet har fornyet og udvidet en aftale om shipping af trailere for en svensk kunde på ruten Gøteborg-Immingham/Tilbury. Det fik aktier til at stige 8,2 pct. til 342 kr.
På obligationsmarkedet var udtalelser fra chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi torsdag eftermiddag med til at drive de nordeuropæiske renter op. Heriblandt også de danske.
ECB regner med, at økonomien i euroregionen stabiliserer sig i løbet af første halvår af 2013, og at en gradvis, økonomisk genrejsning starter i anden halvdel af året, sagde Draghi på sit pressemøde efter torsdagens møde i ECB's pengepolitiske komite, hvor det blev besluttet, at lade den toneangivende refirente være uændret på 0,75 pct.
- Med hensyn til 2013 indikerer de seneste data og indikatorer, at den økonomiske aktivitet bør begynde at stabilisere sig i den første halvdel af året. En gradvis bedring bør begynde i andet halvår med en eksport, som nyder godt af en styrkelse af den globale efterspørgsel og en indenlandsk efterspørgsel, som understøttes af vores lempelige pengepolitik, sagde Mario Draghi.
Og fra USA kom der i tilgift overraskende positive tal for antallet af nye førstegangs ledige. Renten på den toneangivende, 10-årige, danske statsobligation sluttede dagen i 1,65 pct. svarende til en stigning på 5 basispoint.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk