Markedsoversigt: Novo pressede indekset

Det danske aktiemarked kunne onsdag lukke i et plus efter at have svinget frem og tilbage omkring nullet dagen igennem. Det på trods af, at langt hovedparten af aktierne i det toneangivende C20-indeks var i plus, og specielt Nordea stak af efter et særdeles godt regnskab. Novo Nordisk, der vægter omkring 40 pct. af indekset, holdt dog stigningen i skak med et fald.

Onsdagen endte med et plus på 0,6 pct. til C20, hvilket sendte indekset op på 470,23 point. I alt lukkede 15 af indeksets 20 aktier i plus. I Europa steg det toneangivende indeks med omkring 1 pct., men det satte Novo Nordisk en stopper for i Danmark.

Amerikanske Vivus fik ellers godkendt sit fedmemiddel Qsymia i USA, hvilket tegner godt for Novo Nordisks Victoza i indikationen med fedme. Men en halv time før markedets åbning fortalte Novo Nordisk, at Tresiba, diabetesgigantens tredjegenerations insulinanalog, skal diskuteres ved et møde i de amerikanske sundhedsmyndigheders rådgivende komité den 8. november.

Derfor var det en grim overraskelse. Og aktien i Novo Nordisk lukkede i et afdæmpet fald på 0,1 pct. til kurs 892.

Nordea kunne derimod nyde en plads i solen. Regnskabet viste et ordinært resultat på 1099 mio. euro og et nettoresultat på 821 mio. euro i kvartalet. Det skal ses i forhold til analytikernes forventning om et ordinært resultat på 964 mio. euro og et nettoresultat på 714 mio. euro. ifølge SME Direkt.

Det gode regnskab hev Danske Bank med op, og aktien lukkede med et plus på 2,2 pct. til kurs 90, mens Nordea steg med 2,0 pct. til 54,10 kr.

Vestas tog et uvant hop og endte onsdagen i et plus på 2,8 pct. til urs 26,16.

Onsdag blev en flad dag for de danske statsobligationer i et marked, der ikke havde mange rettesnore at følge. Det blev til et marginalt rentefald, der holdt dagen igennem.

Den toneangivende 10-årige statsobligation lukkede med en rente på 0,99 pct., et enkelt basispoint lavere end niveauet tirsdag. Det skete dagen efter USA's centralbankchef, Ben Bernanke, tog talerstolen for Senatet. Selvom han udtrykte bekymring for økonomien, kom han ikke tættere på kvantitative lempelser. Der var lidt til alle, og resultatet var ganske neutralt.

Kort før middag udstedte Tyskland 2-årige obligationer til en negativ rente, hvilket var første gang nogensinde. Både 2- og 3-årige tyske obligationer endt med minus rente, mens alt under 4-årige danske obligationer handles med negativ rente.

I Sydeuropa steg den spanske 10-årige rente med 13 basispoint til 6,91 pct., efter at tal for andet kvartal viste et fald i boligpriserne på 2,5 pct. i forhold til første. Samtidig viste tal fra landets centralbank, at bankernes udlån faldt med 3,82 pct. i juni i forhold til maj, mens indlånet faldt med 5,75 pct. i forhold til maj.

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.