Markedsoversigt: Novo holdt positive vinde i ave - renten steg

Der var positive vinde over de sydeuropæiske rentemarkeder, hvilket betød en lille rentestigning i Danmark tirsdag. Til gengæld kunne det danske aktiemarked ikke at holde trit med det øvrige Europa, da kursfald til indekstunge Novo Nordisk skyggede for en overvejende positiv stemning blandt de største, danske aktier.

- Det har været en forrygende periode de seneste omkring seks-syv uger, og det er en kombination af flere ting. Skal man sætte en finger på regnskaberne, skuffede toplinjen, og det er toplinjen, som skal skabe jobs, men bundlinjen har overrasket til den positive side, og det trækker op, siger Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank, til Ritzau Finans.

Selvom 14 ud af aktierne i C20 tirsdag lukkede i positivt terræn, faldt eliteindekset samlet set med 0,1 pct. til niveau 494,14. Årsagen var ikke mindst et fald i indekstunge Novo Nordisk på 1,4 pct. til kurs 931,5, samt at defensive aktier som Chr. Hansen, Lundbeck og TDC ligeledes sluttede en anelse lavere.

Blandt de cykliske aktier blev NKT og FLSmidth noteret for stigninger på henholdsvis 3,9 og 2,0 pct. til kurs 207 og 361,6. Mens førstnævnte steg forud for koncernens halvårsregnskab fredag, fulgte FLSmidths aktie en generelt positiv stemning blandt de europæiske mineselskaber.

Vestas, der fremlægger sit halvårsregnskab onsdag, steg 5,6 pct. til kurs 33,94. Det er retorikken bag tallene, der træder i centrum, når vindmølleproducenten præsenterer sit halvårsregnskab onsdag morgen.

Den første reaktion på Topdanmarks regnskab var negativ, fordi bundlinjen var lidt svagere end ventet i markedet, men aktien endte 1,9 pct. højere i kurs 1084. Regnskabet bød da også på et bedre end ventet resultat i skadeforsikring og en opjustering af både forventningerne og aktietilbagekøbsprogrammet.

Mens det danske og tyske obligationsmarked tirsdag var tynget af den positive stemning på aktiebørserne i Europa, var udviklingen stik modsat i det sydlige Europa. Her sørgede en veloverstået spansk auktion over korte statspapirer og fortsat håb om, at ECB i sidste ende får lov til at opkøbe statspapirer fra de gældsplagede lande for at sende toårige statsrenterne nedad i både Italien, Spanien og Portugal.

- Det synes i stigende grad sandsynligt, at ECB fører seriøse forhandlinger om et større program for køb af statsobligationer, siger Lyn Graham-Taylor, rentestrateg i Rabobank International, til Bloomberg News.

Mens den tiårige, danske rente steg 5 basispoint til 1,26 pct., faldt den tiårige, spanske rente 7 basispoint til 6,16 pct. Den toårige, spanske rente faldt med 6 basispoint til 3,37 pct., og de tilsvarende italienske og portugisiske toårige renter faldt med henholdsvis omkring 2 og 33 basispoint til 2,96 pct. og 3,99 pct.

De spanske auktion solgte for 4,52 mia. euro, rapporterede Bloomberg News. For begge auktioner var renten lavere end ved den seneste auktion.

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.