De danske aktier benyttede torsdagen til at indhente noget at det kursfald, deres europæiske kolleger tog fat på onsdag, mens det danske marked var lukket på grund af Grundlovsdag. På rentemarkederne hoppe renten Draghi-matisk efter ECB-chefen Mario Draghis pressemøde
C20 Cap-indekset lukkede torsdag i 568,02 efter et fald på 2 pct. I Europa lå de store indeks med fald i niveauet 0,6-1,0 pct.
På en af indeksets lukrative pladser lukkede FLSmidth-aktien båret af onsdagens annoncering af en cementfabrik-ordre på "mere end 200 mio. kr." til indiske Orient Cement. Så står det måske alligevel ikke så skidt til med det danske ingeniørselskab, mener aktieanalytiker i Sydbank Jacob Pedersen.
FLSmidth-aktien sluttede dagen 0,3 pct. højere i 282,30 kr.
Vestas-aktien faldt 5,1 pct. til 73,30 kr. i bunden af indekset. aktien har klaret sig flot i år, men torsdag var fjerde dag i træk med fald.
- Måske er der ikke så mange investorer tilbage, som skal have deres short-positioner dækket af, antager afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen.
Danske Bank fik hævet udsigterne for sin kreditvurdering hos Fitch til "stabile". Aktien mistede dog 2,9 pct. i værdi til 111 kr. Der var generel negativ tendens i finans i Europa.
Med særlig interesse for A.P. Møller - Mærsk konstaterer Container Trades Statistics ifølge shippingavisen Lloyd's List, at luppen skal frem for at finde volumenvækst fra Asien til Europa. Jefferies har optaget dækning af A.P. Møller-Mærsk med anbefalingen "underperform" og kursmål 30.000 kr. Mærsks B faldt 2,3 pct. til 41,280 kr.
Aktien i Genmab steg 5,1 pct. til 216,90 kr. efter at Nordea har løftet kursmålet med 24 pct. til 272 kr. og fastholder anbefalingen "Stærkt køb".
Chefen for ECB, Mario Draghi, skabte torsdag eftermiddag et mindre drama i rentemarkedet i kraft af det, han ikke sagde på pressemødet efter torsdagens rentemøde i centralbanken. På mødet undlod Draghi at varsle nye tiltag til stimulering af økonomien, og det er den slags fortielser, rentestigninger synes gjort af.
- Når Draghi på ingen måde signalerer, at ECB står parat med nye tiltag, som kan stimulere økonomien, og heller ikke i nogen grad indikerer, at der kommer flere rentenedsættelser, får vi den negative reaktion, forklarer cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen.
I forlængelse af pressemødet steg den toneangivende 10-årige rente til 1,64 pct. fra 1,58 pct. op til pressemødet. Torsdag lukkede det danske marked med en rente på 1,63 pct., og da markedet lukkede tirsdag før Grundlovsdag var renten også 1,63 pct. Den toårige rente steg under Draghis tale med 9 basispoint til 0,29 pct.
ECB taler nu om en bedring i den økonomiske aktivitet "i løbet af året, om end i afdæmpet tempo", hvor banken ifølge Jes Asmussen tidligere talte om en gradvis bedring i andet halvår.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk