Det danske aktiemarked spejlede fredag stort set tendensen fra USA torsdag, der vandrede over Stillehavet til Asien for til sidste at ende i Europa - i hvert fald hvad angik retningen. På rentemarkedet var der rentefald over hele linjen, mest udtrykt i Sydeuropa.
Aktierne red videre på den positive bølge, som blev sat i gang med torsdagens overraskende gode tal for detailsalg og nytilmeldte ledige i USA. Fredagens signaler fra de amerikanske nøgletal var blandede.
C20 Cap-indekset lukkede fredag 0,2 pct. højere i niveauet 564,47. Bedst gik det GN Store Nord og Pandora. Indekset lukkede sidste fredag i 568,15.
GN Store Nord steg 3,8 pct. til 107,90 kr. på en positiv analyse fra Bernstein. Børshuset har ifølge Bloomberg News hævet anbefalingen af GN's aktie til "outperform" fra "market perform" og samtidig løftet kursmålet til 125 kr. fra 112 kr.
Vestas fik opjusteret skønnet for ordreindgangen i år fra Sydbank, der nu venter en ordreindgang på 5600 MW mod tidligere 5000 MW. Vestas steg 0,4 pct. til 72,30 kr.
A.P. Møller-Mærsk-aktierne sad dårlige ratenyheder med fald for trettende uge i træk på den vigtige rute Asien-Europa overhørig, og B-aktien steg 0,1 pct. til 41.120 kr. på dagen, hvor verdens hidtil største containerskib blev navngivet "Mærsk Mc-Kinney Møller" i Korea af hans datter, formanden for APM-fondene, Ane Uggla.
Novo Nordisk faldt 0,05 pct. til 932 kr. Den danske medicinalkoncern præsenterede torsdag data fra et igangværende epidemiologisk studie, der yderligere understøtter sikkerheden af GLP-1 diabetesmidlet Victoza.
Det danske obligationsmarked udbyggede fredag rentefaldet fra torsdag.
Stigende obligationer (lavere renter, red.) og aktier torsdag efter pæne nøgletal fra USA og spekulationer om, at investorerne måske har været pessimistiske i forhold til, hvornår Federal Reserve reducerer i stimuli, forplantede sig til Asien og Europa - og det var også temaet på finansmarkederne fredag.
Renten på den toneangivende 10-årige danske statsobligation lukkede fredag i 1,61 pct. - 5 basispoint lavere sammenlignet med slutniveauet torsdag, hvor renten faldt 3 basispoint. Slutniveauet er stort set som fredag i sidste uge, da den sluttede i 1,62 pct.
Et tegn på den øgede risikoappetit er også renteudviklingen i Europas kriselande fredag, hvor de 10-årige renter i Spanien faldt med 5 baispoint og i Italien med omkring 10 basispoint - og med det dobbelte i Portugal.
De positive nøgletal fra USA torsdag fik dog ikke helt følgeskab fredag.Tal for industriproduktion og kapacitetsudnyttelse i USA kom lidt ud til den svage side. Det gjaldt også tillidsindikatoren fra University of Michigan, men producentpriserne overraskede positivt.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk