De danske aktier lukkede torsdag marginalt højere og spejlede dermed tendensen fra de øvrige europæiske markeder, mens et fald på mere 5 pct. i nat i Japan stort blev siddet overhørigt.
Det ledende C20 Cap indeks lukkede 0,2 pct. højere i 586,61 - trukket op af stigninger i storbankerne og Vestas. Stigningerne var dog større ude i Europa.
- Der et vist element af sektorrotation at spore i markederne og det smitter af i Danmark, forklarer afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen som forklaring på stigende banker og faldende TDC.
Danske Bank kørte videre i højt humør, dels i forventning om, at bankens realkreditselskab også vil hæve sine bidragssatser og dermed øge indtjeningen i bankkoncernen, og dels som en følge af sektorrotation mod mere risiko. Danske Bank lukkede 3,1 pct. højere i 114,50 kr.
Det norske finanshus Arctic Securities hæver sin anbefaling af Danske Banks aktie til "køb" fra "hold" og kursmålet til 139 kr. fra 110 kr. torsdag.
Vestas nød torsdag godt af en fast og ubetinget vindmølleordre på 90 MW fra Uruguay torsdag og lå atter i C20s rampelys og solede sig med en stigning på 1,3 pct. til 85 kr.
TDC lå i bunden af C20 og lukkede med et fald på 2,8 pct. i 45,98, kr.
Uden for indekset strøg Genmab til vejrs efter offentliggørelsen onsdag efter børstid af lovende top-line data fra et fase 3 studie med Arzerra..
Aktien steg 6,8 pct. til 208,50 kr. - det højeste niveau siden første halvår 2009.
Blandt dagens regnskaber fik regnskabet fra Diba-bank en positiv effekt på bankens aktiekurs. Der var sorte tal på bundlinjen og aktien steg 15 pct. til 31 kr.
En stille dag med svagt faldende renter var status for det danske obligationsmarked torsdag. Japansk aktieuro med fald i Tokyo på mere end 5 pct. berørte umiddelbart ikke rentemarkederne.
Den toneangivende 10-årige danske statsobligation lukkede med et rentefald på et par basispoint til 1,57 pct. efter onsdag at være steget 3 basispoint til det højeste niveau siden 15. marts. Dermed spejledes den generelle udvikling på de øvrige europæiske markeder. Renten i Tyskland faldt knap 3 basispoint.
Torsdagens nøgletal rykkede ikke ved renterne. De økonomiske tillidsindikatorer for Eurozonen kom ud lidt til den bedre side, mens buketten af nøgletal fra USA kun skuffede marginalt.
Den amerikanske økonomi voksede i første kvartal med 2,4 pct. i forhold til fjerde kvartal. Det viste reviderede tal for bruttonationalproduktet fra de amerikanske myndigheder.
Der var 354.000 nytilmeldte ledige i USA i sidste uge, hvilket var flere end ventet. Ugen før stillede 344.000 sig op i ledighedskøen for første gang.
Torsdagen sluttede af med igangværende bolighandler fra USA, der steg mindre end ventet.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk